Når Florence Nightingale beskriver sine symptomer,
kan man ikke være i tvivl om, at hun led af ME. Man har derfor valgt hendes fødselsdag som
International ME dag. Florence Nightingale blev syg, mens hun arbejde på
lazaretterne i forbindelse med Krim krigen. Efter en periode med høj feber
fulgte en alvorlig og fremadskridende udmattelse, der resulterede i, at hun
gennem de sidste 50 år af sit 90 år lange liv var sengebundet, - dog stadig
aktiv i kampen for at bedre sygeplejen.
Florence Nightingale blev født i Firenze den 12. maj 1820 og blev opkaldt
efter byen, som på engelsk hedder Florence. Hun havde en søster Parthenope, der
var født året i før.
Hendes forældre var yderst velstående. Hendes mor Frances Smith og faderen
William Edward Shore, der senere tog navneforandring til Nightingale for at få
sin retmæssige arv, var englændere, men havde i flere år bopæl i Italien. I
1921 vendte de tilbage til herresædet i Derbyshire, som faderen havde arvet. I
1925 flyttede de til det herskabelige Embley Park. Dette blev deres endelige
hjem med herskabsvillaen Lea Hurst, som deres sommerresidens. I Londons West End
havde de en herskabelig lejlighed som hovedsalig blev brugt til fester.
Florence Nightingale og hendes søster havde en guvernante indtil de var 10 og 11
år, men da de ikke rigtigt fik lært noget overtog deres far undervisningen. Han
havde en universitetsgrad fra Cambridge University og underviste pigerne i
matematik, latin, græsk og hvad han ellers havde kundskab om. Florence
Nightingale var ivrig efter at lære og hun elskede at studere til forskel fra
søsteren Parthenope der hellere ville male og lave håndarbejde.
Florence Nightingale voksede op og blev en attraktiv ung kvinde. Hun var høj og
elegant, havde de smukkeste øjne og et dejligt smil. Hun var så at sige udvalgt
til et overklasseliv i sus og dus med fester og fornøjelse hele livet igennem.
Det blev fra forældrenes side forventet af hende, at hun giftede sig med en mand
af samme stand som hende selv. Hendes opgave i livet ville være, at arrangere
store overdådige selskaber for overklassen, som det havde været skik i hendes
familie i generationer.
Florence Nightingale havde dog aldrig haft lyst til at gifte sig. Hun følte at
hun ville miste sin frihed og at et ægteskab ville hindre hende i at gøre det
hun gerne ville.
Florence Nightingale havde en brændende tro på Gud og var ikke tilfreds med at
leve et overfladisk liv i lediggang. Under et besøg i Emily Park, hørte hun for
første gang Guds stemme. Han havde spurgt hende, om hun ville tjene ham, men hun
var på det tidspunkt usikker på hvordan. Efter en lang indre kamp skrev hun
senere i sin dagbog: ”Godhed mod andre og det at hjælpe mennesker, er den rette
måde at tjene Gud på.”
Florence Nightingale blev efterhånden klar over at hendes kald var at blive
sygeplejerske. Da hun forelagde familien sine planer blev de rædselsslagne.
Søsteren fik så alvorligt et anfald af arrigskab, at hun må under lægebehandling
for at få nerverne til at falde til ro.
Datidens sygeplejerske kom fra de laveste sociale lag og var fordrukne og
usoignerede. Det var et usselt og ringeagtet arbejde og ikke værdigt for en
kvinde af hendes stand, mente forældrene, som kategorisk nægtede at give hende
lov til at følge sit kald.
For at berolige familien simulerede Florence Nightingale, at hun havde slået
disse griller ud af hovedet. I otte år fortsatte hun med sit luksusliv, men i
det skjulte sugede hun viden og lærdom til sig.
Lord Ashley fortalte hende om regeringens rapporter kaldet ”Blue Books” og i al
hemmelighed læste hun alt hvad hun kunne finde om hospitaler og hygiejne.
Hun besøgte asyler og fattighuse i London, og når hun med familien var i
udlandet, sneg hun sig af sted til hospitaler og fattigkvarterer for at
undersøge forholdene der.
I 1849 fik Florence Nightingale pludselig chancen for at rejse rundt i Europa
sammen med et sæt af familiens venner, og til hendes forundring fik hun lov af
moderen. Denne mulighed opstod netop på det tidspunkt da der var dukket en
passende ægtemand op. Moderen havde gerne set at Florence Nightingale giftede
sig med ham og hun var da også tæt på at falde for fristelsen, men besindede sig
og holdt fast på sit fortsæt om ikke at gifte sig.
Hun rejste med vennerne Charles og Selina Bracebridge til Italien, Ægypten, og
Grækenland og på hjemvejen gennem Tyskland i juli 1850 besøgte de pastor Theodor
Flidner’s hospital og skole for diakonisser i Kaiserwerth nær ved Düsseldorf.
Året efter i 1851 tager Florence Nightingale igen til Kaiserwerth og fik fra
juli til oktober teoretisk og praktisk undervisning i sygepleje. Under opholdet
i Kaiserwerth bar hun for første gang i sit liv en simpel klædedragt og hun
måtte selv klæde sig på og ordne sit hår. Hjemme havde hun en fransk
tjenestepige, der hver morgen hjalp hende med påklædning og som også satte
hendes hår.
Nogle kilder mener, at hendes forældre var uvidende om, at hun under sit ophold
i Kaiserwerth modtog denne undervisning. Opholdet blev et vendepunkt for
Florence Nightingale, og familien måtte efterhånden finde sig i at hun
gennemtrumfede sin vilje og blev sygeplejerske, men moderen og søsteren
accepterede det aldrig. Til gengæld fik Florence Nightingale af sin far fra 1853
en årlig gage på 500 pund, svarende i dag til knapt ½ million danske kroner.
Efter hjemkomsten fra Kaiserwerth overtog Florence Nightingale arbejdet som
forstanderinde på et plejehjem for ældre kvinder i London, fortrinsvis
lærerinder der ”havde kendt bedre dage”, som det hed sig.
Hjemmet blev opretholdt ved privat godgørenhed og var blevet drevet af to
komiteer der stod for både økonomien og den daglige drift, men der herskede
totalt kaos da Florence Nightingale overtog ledelsen.
For første gang viste Florence Nightingale sine fremragende lederevner og i
løbet af et år var alt, også økonomien, under kontrol. Krigsminister Sidney
Herbert fik øje på Florence Nightingale's talent og begyndte nu at sende hende
rundt til forskellige hospitaler i England for at høre hendes mening om
eventuelle forbedringer.
I marts 1853 talte Gud igen til Florence Nightingale og spurgte hende om hun var
villig til at tjene Ham i ydmyghed. Hun valgte derfor at hun ville tjene Ham ved
at hjælpe de syge og fattige, et ringeagtet arbejde der udførtes af den lavest
sociale gruppe.
I 1854 valgte England og Frankrig at hjælpe Tyrkiet mod Rusland i Krimkrigen. De
frygtede Ruslands voksende indflydelse i Middelhavsområdet. Inden længe begyndte
der at komme beretninger i de engelske aviser om hvilke rædselsfulde forhold der
herskede på lazarettet i Skutari udenfor Konstantinopel.
Florence Nightingale læste i aviserne om disse forhold og Gud talte til hende om
at hjælpe. Hun skrev omgående et brev til krigsministeren, men inden han nåede
at få det, havde han allerede sendt et brev, hvori han anmoder Florence
Nightingale om assistance.
Hun håndplukkede 38 sygeplejersker og de drog den lange vej til regionen omkring
Sortehavet.
Det syn der mødte dem var langt værre end det der var blevet beskrevet i
aviserne. Det blev noget af en prøvelse at arbejde der. Lægerne og de mandlige
sygeplejere nægtede at modtage hjælp fra kvinderne som de mente var uegnede til
det barske job. Florence Nightingale valgte trods sygeplejerskernes protester at
de alle skulle vente med at gå i gang med arbejdet til lægerne og sygepasserne
blev møre.
I ventetiden gjorde de klar til deres arbejde. De rev gamle klude i strimler til
forbindinger og lavede andet forberedende arbejde. Florence Nightingale
indrettede i sit eget rum et diætkøkken med nogle komfurer hun havde indkøbt i
Marseille. Hun var klar over at det var vigtigt at de sårede fik næringsrig
kost, og mange af de sårede var simpelthen for syge til at kunne spise
lazarettets elendige mad.
Efter et nyt blodigt slag på halvøen Krim kom der igen et sådant væld af sårede
soldater, at lægerne opgav deres modstand mod ”nattergalen” som de kaldte hende,
og bad om deres hjælp.
Florence gik i hast i gang med at indkøbe operationsborde, instrumenter,
smertestillende medicin og andre ting der manglede. Hun krævede til stor
irritation for de mandlige sygepasserne, at der blev gjort rent og at baljerne
med kloakvand hver dag blev tømt for at undgå smitten fra den kolera og andre
alvorlige infektioner der allerede florerede i det snavsede og rotteplagede
lazaret.
Hun styrede alting med stor myndighed og var meget krævende overfor sine
underordnede, men også overfor sig selv. Trods alle konflikterne og problemerne
der krævede overmenneskelige resurser af den unge kvinde, hjalp hun også lægerne
ved operationsbordene. Bag efter tilså hun patienterne både om dagen og om
natten og hun blev af soldaterne kaldt ”damen med lampen”. Det siges at mange af
soldaterne kyssede hendes skygge, når den om natten gled hen over væggen ved
deres senge.
Florence Nightingale havde ikke samme nedladende syn på soldaterne som
englænderne i almindelighed. Hun opmuntrede og trøstede dem, og indgød dem nyt
håb. Hun kunne se hvordan modet steg hos de syge. Nu begyndte de også at hjælpe
hinanden. En del af dem holdt op med at drikke, og hun opfordrede soldaterne til
spare penge op til deres familier derhjemme. Florence Nightingale sendte på et
halvt år 71.000 pund hjem til familierne, og det var ufatteligt mange penge
dengang.
Dødeligheden som før Florence Nightingale's ankomst havde været 42 % faldt
efterhånden, som der kom styr på hygiejnen, til sølle 2%.
Også lazaretterne på Krim fik hun overskud til at inspicere. Selv om hun på det
tidspunkt var blevet meget syg og havde feber. Hun red i dagevis for at komme de
sårede til hjælp, alt imens feberen rasede i hendes krop. Hun skrev trods sin
sygdom næsten dagligt breve til London og bad om nye forsyninger til
lazaretterne.
Efter ekspeditionen var hun så svag, at lægerne bønfaldt hende om at tage
tilbage til London, men hun nægtede at forlade stedet før den sidste soldat var
sendt hjem. Det skete først i juli 1856 – fire måneder efter fredsslutningen.
Hun havde da opholdt sig i Skutari i 18 måneder, det var i 1856.
Der var blevet skrevet en masse rosende artikler i aviserne om Florence
Nightingale's heltedåd under Krimkrigen. Regeringen ønskede derfor at hylde
hende ved hjemkomsten, men for at undgå dette rejste hun hjem diskret og under
dæknavnet ”Miss Smidt”.
Efter hjemkomsten tog Florence Nightingale igen fat på et nyt projekt; at
forbedre det offentlige sundhedssystem. Hun blev fra indisk side anmodet om
hjælp til at få landets sanitære forhold under kontrol, hvilket blev en opgave,
der kom til at strække sig over mange år.
Samtidig skrev hun en del lærerbøger om sygepleje, i alt blev det til over 200
bøger, rapporter og foldere.
I 1860 skrev Florence Nightingale sit bedst kendte værk ”Notes on Nursing”. Det
grundlagde reglerne for god sygepleje; observation og opmærksomhed omkring
patientens behov. Det er blevet oversat til 11 sprog og bliver den dag i dag
stadig trykt.
Samme år startede ”The Nightingale Traning School”, en skole for sygeplejersker.
Florence Nightingale fulgte fra sin lejlighed nøje hele projektet, og havde styr
på hver eneste detalje.
Men Florence Nightingale's helbred var skadet efter opholdet i Krim og hun viste
sig aldrig mere offentligt og var kun sjældent på besøg hos søsteren. Det meste
af tiden var hun bundet til hjemmet i London.
Der er flere forhold der peger i retning af at Florence Nightingale havde det vi
i dag kalder ME. Den diagnose var ukendt midt i 1800
tallet, men der findes et brev fra hendes fætter Bob McDonald hvori han skriver,
at et britisk lægemagasin havde lavet en artikel om Florence Nightingale's
sygdom. Fra den artikel citerer han: ”Florence Nightingale havde haft ”Chrimean
Fever” og hun udviklede derefter ”brucellose” hvilket desværre er en kronisk
tilstand.”
Det er svært at sige om denne artikel var korrekt, da der ikke umiddelbart
findes lægelige optegnelser der bekræfter, at hun var blevet smittet med
brucellae bakterier.
Der er flere typer brucellose der kan smitte mennesker. Smitten kommer fra dyr
og smitte mellem mennesker forekommer formentlig ikke. Smittekilden er
hovedsalig ikke - varmebehandlede mælkeprodukter. Inkubationstiden er 1-6 uger.
Udbruddet starter ofte som en influenza med feber, nattesved, hovedpine,
muskelsmerter, svaghed, smerter fra nakken, hævede lymfekirtler og forstørret
milt. Den varer fra 1-5 uger og kan derefter følges af et kronisk stadie. Den
kroniske tilstands symptombillede har megen lighed med ME.
Der forekommer vægttab, let feber, ”nervøsitet”, mavesmerter, ledsmerter,
hovedpine, rygsmerter, muskelsvækkelse, irritation, søvnproblemer, hævede
lymfekirtler. Depression og følelsesmæssig ustabilitet forekommer. Det er ikke
usædvanligt at milten og leveren er forstørret.
Med de erfaringer mange patienter med ME har, vil de
udtalelser Florence Nightingale kom med i sit ”curriculum vitae”
(levnedsbeskrivelse) som hun skrev i Kaiserwerth den 24. juli 1851 klinge
velkendt.
- ”Jeg var svagelig i min barndom og kunne aldrig vende mig til klimaet i
England, men længtes altid efter det dejlige klima i Italien, hvor jeg blev
født.”
- ”……da jeg som seksårig var syg i et helt år…. Efter denne sygdom havde jeg så
få kræfter i hænderne, at jeg først lærte at skrive, da jeg var 11-12 år.”
- ”Jeg havde en dyb længsel efter at synge og en stærk passion for musik. Men
Gud var nådig imod mig, Han tog min stemme væk ved at jeg konstant havde ondt i
halsen.”
- ”Jeg tog til den lokale skole for at gøre, hvad jeg troede var Guds vilje. Men
først blev mit helbred dårligere og så fulgte en decideret sygeperiode ……og min
mor hindrede mig i at fortsætte, da hun var bange for mit helbred.”
Omkring juletid 1861 blev Florence Nightingale der nu var 41 år igen meget syg
og er tæt på døden. De næste seks år kunne hun ikke gå, men måtte bæres rundt
fra rum til rum i sit hjem.
Men trods forværringen fortsatte hun sit arbejde med at forbedre
sundhedssystemet og skrev et utal af breve. Hun var ihærdig og påholdende. Hun
arbejdede på at få etableret hjemmesygepleje, fik lavet hospitaler for de
fattige og hospitaler til fødende kvinder. Hun opdelte mænd, kvinder og børn så
de ikke skulle ligge blandet på stuerne. Hun delte hospitalerne op i afdelinger,
så folk med forskellige sygdomme blev anbragt i forskellige afdelinger.
I 1867 blev hun igen ramt af en forværring af sygdommen, og hun får nu
vanskeligt ved at koncentrere sig og må ansætte en sekretær, så hun kan
fortsætte sit arbejde.
Fra 1896 er Florence Nightingale helt bundet til sin seng og sit soveværelse, og
i de følgende år mister hun evnen til at læse skrive og hun bliver til sidst
blind.
Florence Nightingale fik en række æresbevisninger i løbet af de sidste leveår og
i november 1907 besluttede Kong Edward at give Florence Nightingale ordenen
”Order of Merit”. Det var første gang denne orden blev givet til en kvinde.
Den 13. august 1910 døde Florence Nightingale og hun blev efter sit eget ønske
begravet på familiegravstedet Sct. Margreth’s East Wellow. Hendes kiste blev til
begravelsen båret af seks sergenter fra den Engelske hær.
Det eneste der står på gravstenen er: ”F.N. born 1820 died 1910.”
