I gennemsnit er 20% til 30% af de patienter, der rammes af ME, mænd.

Man hører ikke meget til dem, måske fordi det er en smule flovt, at blive diagnosticeret med det, der i folkemunde ofte bliver betegnet som en kvindesygdom. Samtidig er det svært for mange mænd, at se deres gamle arbejdskammerater i øjnene. Det, at det er en sygdom, der ikke umiddelbart er synlig gør ikke problemet mindre. Ikke sjældent får den syge en hård medfart blandt sine gamle kolleger, der nok kan stille sig tvivlende overfor, om vedkommende nu virkelig er syg.

Det at blive ramt af en invaliderende sygdom som ME har alvorlige konsekvenser både for en selv, men også for familien. Er det manden i familien, der rammes er konsekvenserne ofte, at familien, når de mister mandens indtægt, tvinges til at sælge huset og til at omlægge hele tilværelsen. 

Mange kvinder har en stor del af deres beskæftigelse i hjemmet med pasning af børn og andre huslige gøremål, hvorimod mænd for en stor del har deres sociale netværk udenfor hjemmet. De henter indtægten og grundlaget for familiens eksistens i erhvervslivet og deres interesser er ofte en eller anden form for sport eller forskellige former for foreningsarbejde. 

Tabet af arbejde og førligheden er for mange mænd det samme som at miste identiteten. Mænd har en stor del af deres selvværd i uddannelse, stilling, indkomst og social status, og når dette forsvinder, kan det føre dem ind i en alvorlig krise. Rollen som forsørger, familiens overhoved og ansvarshaver er en integreret del af mandens personlighed indadtil, og det har stor betydning for en mand at kunne opfylde den rolle.

Faren ved at rammes af ME er, at manden ofte vil forsøge at kæmpe for at holde på de værdier og den sociale status, han har opbygget. Frygten for at miste den og for ikke at slå til i familien er en kamp, der er dømt til at mislykkes og som desværre altid ender i en nedadgående spiral, hvor manden bliver mere og mere syg for til sidst at ende på et stadie, hvorfra det er næsten umuligt atter at få tilværelsen til at fungere. Jo tidligere i forløbet tingenes tilstand erkendes og accepteres des hurtigere kan den nye tilværelse begynde at blive opbygget.

Der skal en hel del nytænkning til. Først og fremmest skal manden selv acceptere tilstanden og ligeså skal familie og venner. Der kan i den tid blive flyttet en del rundt på tingene, venner kan falde fra og nye kommer til. Det at blive hjemmegående er ofte lidt svært for manden. Han føler sig måske ikke rigtig hjemme i hjemmet, der ofte er kvindens domæne, og det kan være svært at skulle finde en daglig rytme som "hjemmegående". På den anden side kan det, at manden er hjemme, mens ægtefællen er på arbejde godt give forventninger fra hende om, at han så også passer hjemmet, hvilket helt afhænger af hans helbredstilstand. Det er meget vigtigt at få talt ud om tingene. Mange mænd kan slet ikke sætte ord på deres følelser og det kan godt give en hel del problemer. Det kan være en ide at få krisehjælp fra en psykolog med god og indgående kendskab til ME. 

Det kan være svært for manden at acceptere tabet af det sociale liv især hvis interesserne lå i arbejdslivet eller de dyrkede en del sport og foreningsarbejde. Meget få patienter med ME er i stand til at fortsætte med at have aktiviteter udenfor hjemmet, men det er en god ide at finde lidt at slå tiden ihjel med, selv om det skal gøres med omtanke, så det ikke forværrer sygdommen. Det behøver ikke udelukkende at være negativt at få ændret hele sin tilværelse. Det kan med lidt fornuft vendes til en positiv oplevelse ved, at man får øjnene op for de goder tilværelsen trods alt også har en masse af, selv om man er syg. Tid har man i overflod af, og man har tid til, på en helt ny måde, at fordybe sig og nyde naturens skønhed og de skiftende årstider.