|
 Tulipanen
"Du ser ikke syg ud" er en velkendt bemærkning
til mennesker der lider af Kronisk Træthedssyndrom ME/CFS. Dertil plejer jeg at
svare: "Skindet bedrager!"
Jeg fik i et brev fra en tandkirurg, der havde
opereret mig, følgende kommentar: "Du fører tilsyneladende et normalt liv",
hvilket han vurderede efter at have set mig et par gange i sin tandklinik.
Da denne kommentar var meget langt fra at
afspejle min hverdag, hvor jeg brugte størsteparten af døgnets timer i hvile,
mente jeg nok han burde have et svar på denne kommentar. Det var netop i denne
forbindelse vigtigt, at jeg svarede med stor visdom og jeg bad derfor Jesus
hjælpe mig med at formulere et brev, der på en pæn måde forklarede ham sagens
sammenhæng.
Umiddelbart kunne jeg ikke lige komme i tanke
om, hvad jeg skulle skrive og lagde mig på sofaen og funderede over det, og så
kom der et dejligt billede, som jeg vil dele med jer.
Jeg så et løg. Det var en tulipan. Når
tulipanen om foråret blomstrer og spreder sin farvepragt ud over det ganske
land, er der ingen der tænker på, at der forud for dens fremtræden skjuler sig
et liv i mørke og ensomhed i jordens dyb. I den tid løget har ligget skjult i
jorden, har det samlet energi. Tidligt om foråret ved den, at nu er tiden inde.
En anstrengende tid begynder. Ingen ser dens smerte, når den første spire bryder
frem af løget og ingen overværer dens kamp, for at bryde gennem den tunge muld.
Når det første grønne skud har brudt overfladen, er det kun kenderen der ved, at
her kæmper en tulipan for at komme frem og bringe glæde med sin skønhed og duft.
Den nyder lyset og solen og ser elegant ud, når den står der og blomstrer i de
skønneste farver. Men den står kun ganske kort tid, så er den atter væk, gemt
for omverdenen. Træerne og buskene undrer sig - de forstår ikke tulipanen. Du
ser godt ud, du er smuk og har en flot farve, men det er længe siden vi har set
dig! Hvorfor kommer du så sjældent? Hvor har du været?
|
