- det var da ellers her de sagde,
man kunne finde patienterne!

Tegnet af Leo Thiel

Du passer jo fint ind fru Olsen
- nu lægger jeg låg på så ingen opdager, hvad du virkelig fejler.

Kritiske artikler om TERM Modellen
-  Oprettelsen af Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser
-  Psykiatriens ”Chronic Fatigue Syndrome”
-  TERM-Modellen eller hvordan man behandler vanskelige
personer i sundhedsvæsenet
-  TERM Modellen,  ME/CFS Nyt nr. 3, sep. 2003

Ugeskrift for Læger:
-  Konflikten mellem TERM- modellen og kronisk træthedssyndrom
-  Kronisk træthedssyndrom, en anerkendt neurologisk diagnose

Månedsskrift:
-  Kronisk Træthedssyndrom, Udredning af forvirringen omkring Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser
-  Månedsskrift: Per Finks svar på ovenstående artikel

Folketinget
-  Aktuelle socialpolitiske problemer

Kritik af motionsterapi og kognitiv adfærdsterapi til behandling af ME:
-  CBT/GET, kommentar fra Canadian Clinical Case Definition
-  Kognitiv Adfærds Terapi (CBT*) som behandling for ME/CFS
-  Spørgsmålstegn ved bevisbaserede påstande for psykosociale terapier
-  Antidepressivmidler skader hjernen hos ME/CFS patienter
-  Data are insufficient and conclusion inappropriate
-  Unhelpful counsel - CBT-GET
-  Patients were not representative of all patients with the syndrome

Andre træthedsdefinitioner:
-  Neurasteni Cheflæge K. H. Krabbes
-  F48 Neurasteni
-  F45 Somatoforme Lidelser

Nogle af de mange breve/mails, der er sendt for at gøre opmærksom på problemerne med psykiatriens inklusion af ME og TERM Modellens fejlinformering omkring sygdommen:

-  Per Finks anbefaling af Simon Wessely 7. dec. 1999
-  Professor Viggo Fabers bekymrede brev
-  Brochuren om Forskningsklinikken og målsætning

-  Brev til/fra Fink om at fjerne ME, 20. marts 2003
-  Kommenterende brev til Finks svar på ovenstående
-  Brev til Sundhedsstyrelsen, 25. maj 2003
-  Brev ang. klassificering af ME/CFS til Sundhedsstyrelsen 17. juni 2004
-  Svar fra Sundhedsstyrelsen ang. klassificering af ME/CFS 17. juni 2004
-  Psykiatrifonden, 2. forsøg 3. forsøg og 4. forsøg alle uden svar
-  Patientklagenævnet - intet svar
-  Lægeforeningen
-  Etisk Råd m/svar
-  Cochrane m/svar
-  Udviklings- og sundhedscenter Randers
Rehabiliteringscenter for ”de nye sygdomme”

-  Hans Prags tanker og breve og her
-  Dyrlæge Hanne Koplevs brev til FFL

Artikler med relation til emnet:
4TERM-sagen set i et andet lys
Stakkels læger: Psykiatrisk behandling til alle læger i flere Regioner
Aase Hørner Venegas: Svar på artiklen, Sygdomsmagerne har kronede dage
4Astronautens historie

4Hvad er CBT? diasshow i PowerPoint

Diverse
4Download PowerPoint

Psykiatriens "De Nye Sygdomme" og TERM Modellen 
- et politisk træk eller blot lægelige uvidenhed?

Først af alt; - Før en patient kan få diagnosen Myalgic Encephalomyelitis /Postviralt Træthedssyndrom (ME/CFS) , tidligere kendt som Kronisk Træthedssyndrom , der er en anerkendt neurologisk hjernesygdom, skal patienten ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning have ekskluderet tilstedeværelse af psykiatriske lidelser, medicinmisbrug og forgiftninger.

Derfor ville jeg oprindelig slet ikke omtale "De Nye Sygdomme" (DNS), MUS (medicinsk uforklarede symptomer), "Ondt i livet", "Modediagnoser", "Ondt i samfundet", somatisering, Funktionelle lidelser, "Bodily Distress Disorder" (BDD), Hypokonderklinikken, Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser, Lise Ehlers, Morten Birket-Smith, Per Fink , eller for den sags skyld bogen "De nye Sygdomme" fra Lægeforeningen.

Det handler alt sammen om fordomme og massediagnosticering og paraply diagnoser lavet ud fra ringe kriterier med tvivlsomt definerede psykiatriske diagnoser og slet ikke om den internationalt anerkende ME/CFS. ME/CFS er udelukket fra de psykiatriske klassifikationer, og klassificeres som en neurologisk hjernesygdom G93.3 i WHO ICD. Det er en alvorlig fejl/uvidenhed, når disse træthedstilstande forveksles med en alvorlig neurologiske lidelse og det har mange alvorlige konsekvenser for de meget syge patienter.

Da jeg i julen 2002 læste gyseren TERM Modellen, et dansk psykiatrisk undervisningsprogram for ikke psykiatrisk uddannede læger, og indså hvilke konsekvenser dens udbredelse havde fået/får for de meget syge patienter med ME/CFS, valgte jeg at gå i dybden med emnet Somatisering/DNS for at finde ud af hvilket fundament, det var bygget på.

Professor Gretty Mirdal skriver i artiklen "Mellem sundhed og sygdom:
refleksioner over somatisering":

Implicitte antagelser ved og forudsætninger for anvendelsen af begrebet somatisering

1) begrebet somatisering antyder, at der ikke findes en organisk årsag for den fysiske klage

2) at årsagen “derfor” må være psykisk, fx fortrængte konflikter, svaghed i personlighedsstrukturen eller uhensigtsmæssige copingmekanismer

3) at de psykiske problemer “forvandles” til fysiske klager, eller at de “udtrykkes” gennem kroppen

4) at disse fysiske klager ofte medfører psykosociale fordele for patienten

5) at patienten ikke har indsigt i sin egen psykologiske problematik

6) at der følgelig er uenighed mellem læge og patient vedrørende sygdommens beskaffenhed

7) at det er lægen, der har ret

8) at patienten bliver ved med at klage til trods for negative fund og lægelig forsikring om, at symptomerne ikke har nogen fysisk årsag

9) at symptomerne ikke kan behandles i medicinsk regi, fordi der ikke er tale om en somatisk sygdom, men om en psykisk afvigelse

Disse mere eller mindre uudtalte formodninger, der knytter sig til somatiseringsbegrebet kan betragtes som en konsekvens af de to filosofiske problemer:

• en radikalt men uartikuleret adskillelse mellem kropslige og psykologiske fænomener
• og en forenklet opfattelse af årsagsammenhængskæder i sundhed og sygdom.

Resultatet er et uigennemsigtigt og flertydigt begreb baseret på en diagnose, der hverken kan bekræftes eller afkræftes.

Diagnosen “somatiseringsforstyrrelser” gives nemlig sjældent, fordi lægen finder psykiske afvigelser, den stilles snarere fordi lægen ikke finder nogen fysisk årsag på symptomerne, hvilket ikke behøver at betyde, at der ikke er nogen.

Når lægen påstår at han "intet ser, intet hører og derfor intet kan sige", så er det et udtryk for hans uvidenhed/uvilje til at holde sig opdateret, trods sit lægeløfte, for der er hos ME/CFS patienter verden over observeret et utal af biologiske/genetiske/cardiologiske/ problemer, som er beskrevet i tusindvis af forskningsartikler gennem de sidste 50 år eller mere.

Det her skal ikke misforstås som et angreb på almen psykiatri, men som et nødråb. Det er dybt grundet i patienternes umenneskelige lidelser og manglen på forståelse og støtte fra... - ja, næsten hele samfundet. Almen psykiatri har jeg dyb respekt for og langt de fleste psykiatere har ingen problemer med at anerkende diagnosen ME/CFS, som den er beskrevet af Sundhedsstyrelsen. Desværre ser vi nu, at mange psykiatere påvirkes af "trenden" og udstyrer psykisk raske patienter med en psykiatrisk diagnose efter en konsultation.

TERM Modellen

Udredning og behandling af funktionelle lidelser i almen praksis
The Extended Reattribution and Management Model

- et efteruddannelsesprojekt for ikke psykiatrisk uddannede læger
af Per Fink, Marianne Rosendal og Thomas Toft 

Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser
- Psykosomatik og Liaisonpsykiatri
Århus Universitetshospital

Obs! Fra 2004 ændret til:
Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik

 Læs TERM Modellen og vurder for dig selv.
Behandlingen skal ses i forhold til at ME/CFS er en neurologiske hjernesygdom, der er international anerkendt og i forhold til, at der i langt de fleste tilfælde er tale om patienter, som er meget alvorligt organisk syge, men psykisk raske.

Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser

Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser (FFL) er en liaisonpsykiatrisk forskningsenhed, hvilket betyder en tværfaglig tilgang til den enkelte sygdom. Sådan var det oprindelig tænkt [efter personlig samtale med Arne Rolighed, der var den egentlige idémand til afdelingen]. Desværre er forholdene blevet meget anderledes end de oprindelig påtænkte og i 2004 tog institutionen navneforandring til Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik. Læs om FFL's oprettelse, drift m.m. her. I rapporten om opstarten af FFL beskrives hvordan funktionelle, herunder Somatoforme lidelser, er hyppige og udgør en væsentlig økonomisk belastning for sundhedsvæsenet og samfundet i øvrigt. Der forklares om de økonomiske og præstigemæssige fordele, også set i et internationalt perspektiv, ved oprettelsen af en forskningsenhed ved Århus Universitetshospital, og der gives løfte om en forskningsindsats, der vil kunne øge vores viden om disse tilstande, herunder deres diagnostik og behandlingsmetoder, idet en sufficient behandlingsindsats vil kunne reducere patientgruppens forbrug af indlæggelser.

I FFLs målsætning står der at: ”Alle aspekter af funktionelle lidelser er emnet for behandlings-, undervisnings- og forskningsindsatsen, men i et citat fra Aktuelt den 24/1 2001 siger psykiater Per Fink: ”Egentlig kan det være fuldstændig ligegyldigt, hvad årsagen er” og man spørger - hvordan kan en forsker forsvare en sådan holdning? Kan man så ikke lige så godt nedlægge forskningsenheden...?
Den manglende interesse for den enkelte sygdom og patienterne som helhed afspejles klart af det faktum, at der slet ikke forskes i ME/CFS på FFL. En gennemgang af forskningsprojekter og udgivelser fra FFL og en skriftlig forespørgsel til en del forskere ansat på forskningsenheden bekræfter dette. En gennemgang af litteraturlister viser ligeledes at inspirationen til FFLs materiale udelukkende kommer fra psykiatrien og at der ingen henvisninger er til internationale ME/CFS eksperters materiale om ME/CFS.
Der er sket det beklagelige, at holdningerne til og behandlingen af især ME/CFS og Fibromyalgi er hentet fra den udskældte engelske "The Oxford School", der ikke udfører forskning på ME/CFS patienter, men på en bred gruppe af trætte patienter. Alligevel udgives forskningen som "CFS" forskning, og det er hvad der på verdensplan og i Danmark har skabt forvirring og lidelse blandt ME/CFS patienterne. På trods af, at der er tale om en helt anden patientgruppe end ME/CFS patienter, foregiver FFL at være eksperter i og et videncenter for ME/CFS.
Motion, psykoterapi og antidepressivmidler er ifølge FFL den anbefalede behandlingsmetode til ME/CFS i Danmark, skønt international ME/CFS forskning viser, at behandlingsmetoden ikke virker eller endog skader patienten, ikke mindst når sygdommen har viral/bakteriel debut.

I den canadiske kliniske ME/CFS definition, der er skrevet af 12 af verdens førende eksperter i ME/CFS, skriver eksperterne bl.a. om psykiatriens "CFS":

• Den hypotese er langt fra at blive bekræftet, hverken på basis af forskningsfund eller fra erfaringsmæssige resultater. Ikke desto mindre er antagelsen af den som sandhed blevet brugt til at influere holdninger og beslutninger indenfor lægeverdenen, samfundet og socialsektoren i forhold til ME/CFS. At ignorere den dokumenterede biologisk patologi ved denne sygdom, at tilsidesætte patienternes integritet og erfaring og bede dem ignorere deres symptomer, leder alt for ofte til at patienterne beskyldes for deres egen sygdom og formener dem adgang til lægeundersøgelser og behandling.

Konsekvenser af TERM Modellen samt dens holdninger

TERM Modellen blev publiceret af FFL i 2002. Den er en udvidet og ændret udgave af Gask & Goldbergs The Reattribution Model og er en undervisningsmodel til ikke psykiatrisk uddannede praktiserende læger. Den blev bragt i syv afsnit i Månedsskrift for praktisk lægegerning med overskriften, Udredning og behandling af funktionelle lidelser i almen praksis I-VII i perioden september 2002-februar 2003. Der er udover formidlingen til læger gennem tidsskrifter afholdt kurser og workshops for læger, sundhedspersonale og personer i socialsektoren bl.a. revalideringer, der nu også bruger TERM Modellen som reference til ”management” af patienter med ME/CFS.

Det er patienternes ulykke, at det lykkedes for FFL og mange andre med lignende holdninger, at formidle deres budskab om "De Nye Sygdomme" til hele lægestanden, sundhedsvæsenet og socialsektoren, før der forelå videnskabelige beviser for, at deres management- og behandlingsstrategier, ikke mindst i TERM Modellen, havde den effekt på patienter med ME/CFS som de lovede, nemlig en forbedring af helbredet.
Det betyder reelt, at alle disse patienter, der i sundhedssystemet er blevet behandlet efter TERM Modellens principper indgik i et forsøg. Patienterne har krav på at blive informeret ifølge Lov om Patienters Retsstilling når behandlingen de underlægges endnu ikke er videnskabelig bevist, men det er aldrig sket.
En større randomiseret undersøgelse foretaget i Vejle Amt af læge Marianne Rosendal, der er en af de tre forfattere til TERM Modellen, slog i december 2003 fast, at TERM Modellen ingen effekt havde på patienternes helbred og at den heller ikke gavnede læge/patientforholdet. Den eneste positive effekt var en psykisk effekt på lægerne, der nu var mindre irriterede og nervøse i forhold til patientgruppen.

TERM Modellen har med sin yderst nedværdigende holdning til patienterne skabt alvorlige menneskelige, sociale og sygdomsmæssige problemer for patienter diagnosticeret efter Sundhedsstyrelsen vejledning for ME/CFS, hvilket har gjort det vanskelig for dem at opnå den hjælp, de har krav på og er afhængige af og det har medført beretninger om at -

• patienter nedgøres, fejlbehandles og afvises i sundhedssektoren

• tvinges i arbejdsprøvning trods lægelige advarsler om, at det forværrer patientens helbred

• nægtes sociale ydelser, nødvendige hjælpemidler og pension som patienten er berettiget til

• børn og unge nægtes sygeundervisning som de er berettiget til og forældre trues med tvangsfjernelse af barnet

Patienter med ME/CFS fortæller at læger, der tidligere har diagnosticeret patienter efter Sundhedsstyrelsens vejledning, og som har vist forståelse for alvoren i at lide af ME/CFS, efter deltagelse i kurser/workshops om TERM Modellen, pludselig er vendt på en tallerken og siger, at de ikke længere tror at ME/CFS er en ægte sygdom. En patient beretter at vedkommende ikke længere var ønsket i lægens praksis og bemærkninger fra socialrådgivere om, at vedkommende ”skal lære at leve med sin psykisk sygdom”, taler sit eget sprog om holdningerne til ME/CFS. [ME/CFS Nyt nr.4, 2003, s. 37]

Når en pensionssag sættes i gang er det ikke ualmindeligt at patienten igen sendes til psykiater, uanset at diagnosen er stillet korrekt. Det sker at kommuner, der ikke er tilfreds med lægeerklæringerne henviser patienten til flere forskellige psykiatere. Når kommunen så har den ønskede psykiatriske diagnose ser de helt bort fra alle speciallægeerklæringer, der foreligger i sagen og "dømmer" patienten efter den sidste "passende" lægeerklæring også selv om den strider mod alt andet foreliggende materiale [JP 5/9 2004 Dømt psykisk syg af 10 blækklatter og en computer]

Men patienter med ME/CFS, er allerede udredet af dygtige psykiatere, ofte overlæger ved psykiatriske afdelinger. Det er en kendsgerning at patienterne er frikendt for enhver psykisk lidelse, hvilket er en forudsætning for at få diagnosen ME/CFS. Psykiatrien skyder sig selv i foden ved atter at erklære disse patienter for psykisk syge, idet det åbenbarer manglende videnskabelig seriøsitet.

Citater fra TERM Modellen

Indbydelsen til TERM kurset lægger tonen an - Somatiserende patienter – eller besværlige patienter

I forbindelse med TERM kursets overhead fortsættes i samme stil:

• Et værktøj der næsten altid er virksomt overfor vanskelige patienter (ud for denne sætning er vist et billede af en hammer). Det kunne være morsomt, om ikke resultatet af latterliggørelsen af disse patientgrupper havde så dybe menneskelige konsekvenser [overhead s. 1]

- Og der fortsættes med overheads som:

• egentlig kan disse patienter være dødirriterende [overhead s. 85]

• Lægerne opfordres til at medicinere patienten med psykofarmaka, der kan serummonitoreres (kontrol via blodprøve). Det begrundes med at Kronisk Somatiserende patienter (Fibromyalgi og Kronisk Træthedssyndrom (ME/CFS)) ofte er meget ustabile i deres indtag [overhead s. 122].

• Lægerne oplyses ingen steder i TERM materialet om Sundhedsstyrelsen anerkendelse af Kronisk Træthedssyndrom (ME/CFS) og de særlige diagnostiske kriterier, der skal bruges for at stille diagnosen. De oplyses heller ikke om risikoen for fejlbehandling, med alvorlig forværring af sygdommen til følge, men instrueres udelukkende i, at disse patienter skal holdes i gang bl.a. med motion, så de ikke ”fastholdes i sygerollen” (skuespil!), ligesom sygemelding skal undlades, hvis patienten er i beskæftigelse [overhead s. 123].

• Patienter der i almen praksis opfattes som irriterende eller belastende, fordi de vender tilbage med fortsatte klager, lægen ikke kan diagnosticere, opfordres lægen til hurtigst muligt at diagnosticere som Somatiserende [TERM s. 50.3]. En sådan fremgangsmåde er i strid med lægeløftet, idet patienten isoleres hos én, muligvis udygtig, læge og sendes ikke videre i systemet til en eventuel speciallæge, der kan stille korrekt diagnose.

• opfordringen til tvangsfastholdelse i almen praksis af patienter, der lider af Kronisk Træthedssyndrom (ME/CFS), Fibromyalgi og andre syndromdiagnoser strider mod menneskerettighederne

• Tilgangen til disse patientgrupper skal nu ske ud fra holdningen - at årsagen til Fibromyalgi og Kronisk Træthedssyndrom (ME/CFS) er ligegyldig, for vi har ikke nogen kausal behandling [TERM overhead side 123]. 23

Citater fra TERM Modellens behandlingsforslag til kronisk somatiserende patienter
(der her betyder Fibromyalgi og Kronisk Træthedssyndrom (ME/CFS)):

• Det er jo ikke, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, der er interessant, men hvordan patienten opfatter det, idet det er nødvendigt at kende patientens tankegang for på et senere tidspunkt i samtalen at kunne ændre denne
  [Believe yourself well - and you’ll be! red.]

• Tilbyd sammen med patienten at undersøge hvad han eller hun selv kan gøre for at få det bedre, uanset hvad årsagen til besværet er

• Forstå en forværring af og nye tilkomne symptomer som en emotionel [følelsesmæssig] kommunikation

• Hvis patienten er i beskæftigelse, så undlad sygemeldinger, hvis det overhovedet er muligt. Somatiserende patienter vil ofte være tilbøjelige til at blive opslugt af sygerollen og komme ind i nogle selvforstærkende onde cirkler, hvor de bliver bekræftet i, hvor dårligt de har det, og hvor lidt de kan klare.

Når det så viser sig, at patienten ikke kan korrigeres i sin tankegang, skal lægerne benytte følgende ”tackling”, der i for et alvorligt sygt menneske nok mest ligner en form for udstødelse eller straf.

• Man bør i kroniske tilfælde undgå udredning og undersøgelse

• Begrænse patientens kontakter til andre behandlere, vagtlæger og alternative terapeuter så meget som muligt

• Aftale faste tider og undgå konsultation efter patientkrav. De skal forsøge at blive patientens eneste læge og informere kolleger om behandlingsplan og lave aftaler med kolleger, hvis de holder fri.

• Reducer forventningerne om helbredelse og accepter patienten som kronisk syg. Målet er at kunne rumme patienten og dennes problemer (containment) samt at begrænse (iatrogene) skader. Det drejer sig således mere om management end om behandling, på samme måde som ved andre kroniske somatiske og psykiske lidelser.

• Forsøg at opbygge en terapeutisk alliance med patientens pårørende ved at informere dem om behandlingsplanen. Specielt ved kronisk somatiserende patienter er der ofte et meget tæt symbiotisk samspil i familien. I mange tilfælde drejer hele familiens liv sig om patienten og dennes sygdom, og ændringer kan direkte modarbejdes af familien pga. misforståelser eller pga. en skrøbelig magtbalance i familien...

(understregningerne af red.)

Set i forhold til den alvorlige invalidering, der er konsekvensen af at lide af ME/CFS virker ovenstående som en helt grotesk behandlingsmetode. Anbefalingen om at undlade sygemelding af patientgruppen med ME/CFS har fatale følger, idet patienternes symptomer kraftigt aggraveres, når de ikke tidligt nok i forløbet får lært at tilpasse deres ofte yderst begrænsede energiresurser. At nægte patienten lægehjælp efter behov, og at lave et "team" af lægekolleger og familie, med det mål at "styre" patienten til ikke at bruge sundhedssystemet i akutte tilfælde, må stride mod både lægeløftet og menneskerettighederne.
 

Liaisonpsykiatriens sygdoms klassifikation

Der er i realiteten intet biologiske/organisk grundlag for Kronisk Somatisering, og afdelingens forsøg med en biologisk forklaringsmodel, bliver til en række formodninger uden sikker bevisførelse [TERM side 25, Somatisering, Fink, 1995].
Under betegnelsen Somatisering, fortsættes korstoget fra flere sider for at flytte/udrydde syndromdiagnoserne, bl.a. med undervisning om at ME/CFS og Fibromyalgi, er personlighedsforstyrrelser selv om patienterne ikke udviser tegn på psykiatrisk comorbiditet med personlighedsforstyrrelser, angst eller depression.

Ledende overlæge Per Fink fra FFL skriver i Månedsskrift for praktisk lægegerning nr. 7 2003:

• I øvrigt kan man med samme ret argumentere for, at WHO netop klassificerer Kronisk Træthedssyndrom som en psykiatrisk lidelse, idet syndromet opfylder kriterierne for neurasteni (F48.0), som var den diagnosebetegnelse der udelukkende blev benyttet indtil 1980’erne. 

- men Kronisk Træthedssyndrom (ME/CFS) eller Chronic Fatigue Syndrome har aldrig været klassificeret i WHO ICD som den psykiatriske lidelse Neurasteni F48. ME/CFS er heller ikke opfundet i 1980erne, det er en gammel sygdom, som er beskrevet langt tilbage i historien. Herhjemme beskrev Læge Torben Fog sygdommen allerede i 1953 under navnet Neuritis Vegetativa og tre år senere ved et udbrud i London fik den navnet Benign Myalgic Encephalomyelitis og klassificeres så i 1965 i ICD-8, der udkom i 1969 som en neurologisk sygdom. I samme udgave klassificeres Neurasteni første gang med kode 300.5. Siden 1992 hvor fælleskriterier for ME/CFS (Holmes et al1988) blev klassificeret i WHO ICD-10 med kode G93.3 og betegnelserne Postviral Fatigue Syndrome og Benign Myalgic Encephalomyelitis har Chronic Fatigue Syndrome været en betegnelse i WHO's Index, hvor den henvises til kode G93.3.

I et brev til Sundhedsstyrelsen angående de problemer, der er opstået i forbindelse med liaisonpsykiatriens forsøget på at flytte Chronic Fatigue Syndrome (CFS) til de psykiatriske diagnoser skriver ME/CFS Foreningens daværende lægekonsulent:

• Danmark har ratificeret og implementeret WHO’s ICD-klassifikationssystem. Dette indebærer, at vi har forpligtet os til at følge ICD-10’s diagnostiske retningslinjer. Det er der mange gode grunde til – ikke mindst hensynet til sammenligneligheden af international forskning, men også af hensyn til beskyttelsen af patienterne mod diagnosticering ud fra enkelte lægers, grupper af lægers og landes umiddelbare holdninger, fordomme, politiske hensyn og lignende (ME/CFS-Nyt nr.4/2004).

Dertil svarer Sundhedsstyrelsen den 8. september 2004:

• "Chronic fatigue syndrome" i WHO' s alfabetiske Index henvises til kategorien G93.3 med den overordnede betegnelse ”Postviral fatigue syndrome” og underbetegnelsen ”Benign myalgic encephalomyelitis”.
  
  Betegnelserne ”Chronic Fatigue” [CF] og ”Fatigue Syndrome” [FS] henvises i den systematiske del til F48.0 ”Neurasteni”, hvilket [fejlagtigt] har givet en opfattelse af, at der var tale om synonymer til "Chronic Fatigue Syndrome" [CFS] (ME/CFS-Nyt nr.4/2004).

I England forsøgte liaisonpsykiaterne også at flytte ME/CFS til psykiatrien, det er der meget mere om på siden Hvad er ME, Hvad er CFS og under Sidste Nyt.

Diagnosticering

To enkle meget brede kriterier er, hvad der ifølge FFLs udviklede flowchart-huskekort skal til for at få diagnosen somatoform lidelse:

• A. fysiske symptomer eller sygdomsbekymring uden tilstrækkeligt organisk grundlag

• B. indskrænket funktionsniveau eller social funktion.

• C. Ikke bedre forklaret ved depression, angsttilstand, psykose, medicinbivirkninger eller misbrug.

["tilstrækkelig" er ikke defineret og kan derfor tilpasses efter "behov"]

Varer denne tilstand over to år er den kronisk (Kronisk Somatisering)

Ved en henvendelse til psykiater Per Fink den 20. marts 2003, svarer han at:

• det absolut ikke er nogen fejl at vi inkluderer Kronisk Træthedssyndrom under gruppen af funktionelle tilstande. At Sundhedsstyrelsen og WHO har registreret en separat kode for Kronisk Træthedssyndrom gør ikke diagnosen mere korrekt, idet den er baseret på konsensus og ikke på videnskabelige undersøgelser

Det er korrekt at ME/CFS er lavet på konsensus (enighed) mellem eksperter i sygdommen, men det gør ikke nødvendigvis diagnose dårligere og netop for ME/CFS's vedkommende findes der mange videnskabelige undersøgelser, der påviser en organisk årsag. En lang række diagnoser er lavet efter konsensus metoden uden at lægerne derfor nægter/misbilliger deres eksistens. Somatisering er også en konsensus diagnose. Påstanden om at patienterne somatiserer findes der heller ingen beviser for og alligevel er Somatoforme tilstande klassificeret som diagnose i WHO ICD-10 med kode F45.
Da FFL ikke mener, der er tilfredsstillende bevis for de fysiske symptomer, der forekommer ved en lang række organiske syndromdiagnoser, har FFL valgt at interessere sig for disse sygdomme, som de mener, det er mest nærliggende at opfatte som varianter af artificielt (kunstigt) skabte Somatoforme tilstande (Tandlægebladet, nr. 4 2001, s. 302).
Ligesom de engelske forskere [Oxford School] har FFL opstillet deres egne meget brede diagnosekriterierne, der kan favne psykiatriens paraply-begreb ”Funktionelle Lidelser”, der ud over de psykiatriske Somatoforme diagnoser og Neurasteni omfatter Fibromyalgi, ME/CFS, Pseudodemens, godartet kronisk smertetilstand, Colon Irritable, Syndrome-X og Whiplash:

• Tilstande, hvor en person klager over fysiske symptomer, der volder individet besvær, bekymring, eller får personen til at gå til behandler; men hvor der ikke kan findes et adækvat organisk eller patofysiologisk grundlag for symptomerne.

Der står i artiklen Somatiserende patienter i almen praksis, Ugeskrift for læger, den 28. februar 2000 af Marianne Rosendahl og Kaj Sparle Christensen, der begge er tilknyttet FFLs projekter: ”Når vi i primærsektoren beskæftiger os bredt med begrebet somatisering, er det vanskeligt at arbejde ud fra ICD-10's kriterier. Det synes her mere hensigtsmæssigt at arbejde med følgende definitioner”:

Set i forhold til hvordan diagnosen ME/CFS ifølge Sundhedsstyrelsen skal stilles, så virker ovenstående forslag til forenkling af de organiske diagnoser i WHO ICD-10 som en alvorlig diagnostisk forringelse, der giver rum for alvorlig fejlbehandling af den enkelte patient, ikke mindst set i det perspektiv, at lægen anbefales at begrænse patientens kontakter til andre behandlere, vagtlæger og alternative terapeuter så meget som muligt.

Det var netop forenklinger af de oprindelige Holmes kriterier til de brede CDC Fukuda og Oxford definitionerne for CFS, der medførte de mange problemer. Se en sammenligning af Holmes og Fukuda.

Af Vivian Hvenegaard